- Ja, så sidder vi mageligt her foran en knitrende brændeovn i din gamle bindingsværksgård med hver sin single malt whisky og ...

"Vi gør fanden heller! Vi sidder på en hård træbænk med et par vand købt henne ved købmanden på socialkajen, her ved træskibshavnen i Århus. ikke langt fra den gamle vikinge-havn Aros.. Med skrigende måger over hovedet og øjnene indstillet på langfart, udad mod det uendelig univers og indefter mod det lille, men uendelige kosmos, som mennesket er."

- Det lyder lidt som en litterær og filosofisk programerklæring?

"Jamen, det er SÅDAN, jeg på en god dag har lært at elske universet. Jeg er i storfamilie med kosmos, og jeg kommer fra stjernerne."

- Hvad har det så med Leif Eriksens OceanRoman at gøre?

"En af de vigtigste b?eb?ger i romanen er netop den kosmiske oplevelse som man kan have, og som jeg havde, midt ude p?oceanet, hvor vi sejlede dag ud og nat ind, uden at v?e

"Dér var vi så, midt i vildskaben, fem kilometer ned til havets bund, 1500 km til nærmeste kyst og fire lysår til nærmeste stjerne. 

Men det var netop stjernerne vi kunne se på hver aftenvagt og hver hundevagt. Levende billeder der slår enhver bif hjemme i Nr. Bøvelse og henne på Broadway, New York.

Det var ikke det samme ocean som i Jordens Pangea-tid for 250 millioner år siden, men det var det samme ocean Columbus sejlede på 500 år før, og det var de samme kyster vi nærmede os, som vikingerne opdagede omkring år 1000."

- Altså, hvad laver et civiliseret menneske midt ude på oceanet, i - hvornår var det, det var?

"Det var i 1992, i femhundredåret for indianernes møde med den europæiske, såkaldte civilisation.

Det var jo dels eventyrlyst. Og så var det noget jeg måtte gøre. Jeg var netop ved at være færdig til udgivelse af min forrige bog (Hundrede års kollektiv. Anholtsgadekrøniken), da jeg så en annonce i en ugeavis, Gaster søges til langturssejlads.